J.A.K. Slagelse bliver prøveklud for det nye Finansiel Stabilitet

Det første gang siden april 2012, at en dansk bank bukker under og skal en tur i Finansiel Stabilitet.

Finansiel Stabilitet overgik i sommer til et nyt regelsæt, og det bliver nu for første gang prøvet af i virkeligheden, når J.A.K. Slagelse kommer under adminstration af statens afviklingsselskab.

Det fortæller Finansiel Stabilitets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen til FinansWatch.

“Der er trådt nye regler i kraft, som kommer fra EU, og betyder, at der skal være en myndighed som Finansiel Stabilitet i alle EU-lande, og det er så første gang, vi skal arbejde under de nye vilkår,” siger Henrik Bjerre-Nielsen til FinansWatch.

Den afgørende forskel bliver ifølge Henrik Bjerre-Nielsen, at Finansiel Stabilitet må “arbejde mere fleksibelt,” som han forklarer.

“Der er kommet en ny konkursorden, hvor de dækkede indskydere, sammen med de, der har stillet sikkerheder, er de bedst dækkede,” siger han.

Ændret konkursrække

Tidligere var det sådan, at alle de krav, der ikke var efterstillet, rangerede lige.

“Nu er der sket en tredeling, hvor de bedst beskyttede er de indskud, der ellers ville være dækket af garantifonden, mens næste klasse er indskud, der ikke er dækkede, men som kommer fra fysiske personer, og så er der sidste led, som er krav med en løbetid på over syv dage fra eksempelvis banker,” forklarer han.

Har du egentlig ikke afleveret din banklicens?

“Jo, det gjorde vi for et år siden, men vi er sådan indrettet, at vi gerne må arbejde med banker, og derfor kan vi godt overtage en andelskasse,” siger han.

Skal ikke regne med dividende

Når jeg læser pressemeddelelsen fra jer, virker det ikke til, at kreditorerne skal stille sig høje forventningerne?

”Nej, som vi skriver, er det på grund af indskydergarantifonden, at de dækkede indskydere ikke taber penge, og det vil sige, at det meste andet foreløbigt må anses for at være tabt,” siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Selvom Finansiel Stabilitet nu for første gang skal bruge det nye regelsæt, regner direktøren ikke med, at fremgangmåden bliver specielt anderledes end ved tidligere afviklinger.

“Vi prøver i første omgang at se, om ikke vi kan sælge så meget som muligt til et andet pengeinstitut, og hvis vi kan sælge det hele, er det fint, ellers må vi prøve at afvikle det resterende, det har vi en del erfaring med,” siger Henrik Bjerre-Nielsen.

Har du en ide om, hvordan tidshorisonten vil se ud i den proces?

“Nej, det er simpelthen for tidligt. Vi har hele tiden arbejdet efter devisen hurtigst muligt og økonomisk ansvarligt, og det er nok også den måde, vi kommer til at arbejde på i fremtiden,” siger han.

Håbede det ikke var nødvendigt

Det er første gang siden april 2012, Finansiel Stabilitet er nødt til helt at overtage en nødlidende bank. Dengang måtte Sparekassen Østjylland lægges over i statens afviklingsselskab, og Henrik Bjerre-Nielsen havde lidt håbet, at Østjylland skulle blive den sidste i rækken.

“Det er over tre år siden sidst, og vi havde da håbet på, at det ikke var nødvendigt igen, men vi er klar til at rykke ud, hvis det bliver nødvendigt, og hvis det ikke bliver nødvendigt, så glæder vi os selvfølgelig også over det,” siger han.

Finansiel Stabilitet havde valget mellem at køre J.A.K. Slagelse videre eller lade andelskassen gå konkurs, da Finanstilsynet overdragede sagen til FS. Den beslutning var dog ikke svær at tage, lyder det fra Henrik Bjerre-Nielsen.

“Vi har lagt vægt på, at der er 4.600 kunder, som gerne skulle have mulighed for at bruge deres betalingsmidler i form af betalingskort med videre allerede i morgen,” siger han.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *